Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Vittenbergskolen

Vittenbergskolen Vadehav ligger trygt og grønt i den sydlige del af Ribe. Vi er tæt på natur og kultur, som vi nyder at inddrage i skoledagen. Tillid, respekt og fællesskab er nogle af nøgleordene hos os. 

Vittenbergskolen Vadehav ligger i den sydlige del af Ribe og har knap 440 elever fordelt på 21 klasser. Der er to eller tre klasser på næsten alle årgange, og i 7. klasse tager vi imod eleverne fra Egebæk-Hviding Skole Vadehav. Vi har også et specialundervisningscenter og specialklasser, og her går ca. 70 af vores elever i skole. SFO’en ligger på skolen, mens Klub Ribe Midt med fritids- og ungdomsklub holder til i SeminarieHuset på Simon Hansensvej.

Mere end en skole

På Vittenbergskolen Vadehav gør vi os hver dag umage for at lave en skole, som giver vores elever det bedste fundament for deres fremtid. Vi har et tæt samarbejde med byens daginstitutioner, så børnene får en god overgang fra børnehaven og en tryg start på skolelivet. På skolen skaber vi rammer, hvor eleverne kan lære og trives, så de hele tiden er klar til at tage det næste skridt i deres udvikling. Hos os er der plads til alle uanset køn, etnicitet og social baggrund. Vores skole er et sted, hvor eleverne tilegner sig faglige færdigheder, får oplevelser, vokser og danner relationer. Alt sammen gør det en forskel for eleverne hver for sig og sammen. Derfor er Vittenbergskolen Vadehav mere end en skole.

Tillid skaber det gode skoleliv

Hos os er tillid et nøgleord. Vi stoler på, at vi alle gør det bedste, vi kan – både børn og voksne. Vi tror på, at respekt er det bedste udgangspunkt for, at vi kan forstå hinanden og kan have en god dialog. Og så er det vores klare oplevelse og erfaring, at vi kan løfte de fleste udfordringer, når vi står sammen og værner om fællesskabet. Godt nok kan alt det ikke måles i en test, men vi er sikre på, at det alligevel har stor værdi for det gode skoleliv.

Læring med historie, natur og kultur

Vittenbergskolen Vadehav blev bygget i 1972 og er løbende blevet udvidet og moderniseret, så vi har en skole med gode faciliteter og velfungerende rammer om skolelivet. Skolen ligger i trygge og grønne omgivelser i udkanten af Nordens ældste by, Ribe, og vi har kort afstand til natur, som er både nationalpark og verdensarv. Samtidig har vi byens aktiviteter og kulturtilbud inden for rækkevidde. Det betyder, at vi har gode muligheder for at gøre undervisningen nærværende og levende, og hos os oplever eleverne historien, naturen og kulturen som en naturlig del af skoledagen.

SFO og klub

På skolen har vi en SFO og en klub.

Se mere om vores SFO og klub

Profilklasser og toninger

Vittenbergskolen Vadehav tilbyder i øjeblikket ingen særlige linjer fra 7. klasse. Læs mere om særlige muligheder i resten af kommunen.

Profilklasser og toninger

Ferie- og fridage

Skoleåret har ca. 200 skoledage. Hvert år bliver der vedtaget en ny ferieplan. Ferieplanen for skoleåret er fælles for alle folkeskoler i Esbjerg Kommune.

Se hvornår dit barn har ferie

Fremtidens folkeskole

Folkeskolen sættes fri

I de kommende tre år sætter Esbjerg Kommune folkeskolen fri. Regeringen har givet vores skoler frie hænder til at gå nye veje. Vi bruger muligheden til at afprøve nye initiativer, der kan gøre vores skoler endnu bedre. 

På den måde er vi med til at sætte retningen for fremtidens folkeskole. 

Specialundervisningscenter

Specialundervisningscentret på Vittenbergskolen er et undervisningstilbud til elever med svære indlæringsvanskeligheder.

Centeret er delt op i to afdelinger. Den ene afdeling ligger på Vittenbergskolen, og den anden på Kastanie Allé 21.

Skoledistriktet Vadehav

Vittenbergskole er en del af skoledistriktet Vadehav

Den overordnede skoleledelse og skolebestyrelsen er fælles for disse skoler i skoledistriktet Vadehav:

  • Ansgarskolen
  • Egebæk-Hviding Skole
  • Vittenbergskolen
  • Gredstedbro Skole

Desuden ligger vores specialundervisningscenter i skoledistriktet Vadehav.

'); }